Tre udflugter fra Mols

Det har alle dage været god stil for den nysgerrige turist at opsøge de seværdigheder, der var lidt hemmelige. I stedet for at tage den berømte hovedvej, alle har hørt om, har det været god stil at tage den knap så berømte sidevej med næsten den samme udsigt, men langt færre besøgende. I stedet for at bestige den højeste top tog man den næsthøjeste, og i stedet for at besøge en verdensberømt ø, tog man naboøen eller måske den turisttomme halvø ved siden af.

 

Mon ikke de fleste har prøvet at spilde feriedage, fordi de glemte denne regel og stod i kø frem for at opleve noget? Det er ærgerligt, når det sker – hvem har lyst til at spilde sin ferie? Men så heller ikke mere. Man kommer trods alt over det og har sikkert en ganske udmærket ferie alligevel.

 

Her under covid19-pandemien har øvelsen med at undgå de kendte turiststeder imidlertid fået en ny og mere alvorlig aktualitet. Mange har fulgt rådet om at være så meget som muligt udenfor og dem, der havde mulighed for det, er rykket i sommerhus. Det har betydet, at de danske ferie-udflugtsmål i perioder har været oversvømmede af turister.

 

I Mols Bjerge, hvor sommerhusene ligger tæt, har der eksempelvis været forsamlingsproblemer ved den lange dæmning ud til Kalø Slotsruin, samt ved Trehøje og andre af de klassiske udflugtsmål i området. Det har fået lokale naturvejledere til at opfordre gæsterne til at fordele sig bedre i al den skønne natur. Man kan eksempelvis droppe Kalø Slotsruin til fordel for en flot skovtur med udgangspunkt i Kalø Hovedgård, der i øvrigt også rummer en fin, lille udstilling om Kalø-borgen. Der er både brede stier og udendørs fitness, hvis man vil tage turen i løb, og civiliserede bord-bænke-sæt, hvis man har madkurv og papvin med.

 

I stedet for Mols Bjerge, kan man finde én af de mindre kendte vandrestier i Hyllested Bjerge lige øst for Ree Park, eller man kan fortsætte helt ud til Djurslands kyst med den forblæste skrænt ved Jernhatten og det hyggelige kultursted Havmøllen. Begge er glimrende alternativer til Mols Bjerge, og tiltrækker ikke nær så mange mennesker. I det hele taget er der masser af både stier og overnatningssteder langs Djurslands østkyst, så det er også muligt at pakke rygsækken og begive sig på en fleredages vandretur. Her kan det dog anbefales at medbringe telt, da man aldrig kan vide, hvor stor trængsel, der er i bivuakkerne på de forskellige lejrpladser.

 

Held og lykke med at styre udenom både turist- og covid19-magneterne; der er gode oplevelser at hente derude – uden at ånde andre mennesker i nakken og derved udsætte både dem og sig selv for smittefare.

 

 

 

 


Posted in Blog by with comments disabled.